Sådan laver du en perfekt kop te

Sådan laver du en perfekt kop te

En god, varm kop te. Grøn te, sort te og rød te. Te kommer i utallige varianter og er blevet nydt gennem hundrede af år ved forskellige lejligheder og på forskellige måder. Her kan du læse mere om de forskellige typer og få gode tips til, hvordan du tilbereder den perfekte kop te.

Sort te

Sort te er den type te, der bliver drukket mest af i den vestlige verden. Især kender vi Earl Grey, som er en populær drik herhjemme på de kolde dage eller for dem, som ikke drikker kaffe. Earl Grey er så at sige en meget klassisk sort te, og den nydes netop som supplement eller erstatning for kaffe, til kage eller som en kop forkælelse om aftenen. 

Sort te skal helst brygges med kogende vand. Trækketiden kan variere alt efter variant og smag, men omkring fire minutter er optimalt. Sort te smager desuden skønt med en teske honning og lidt mælk – selvom eksperterne på området fraråder dette.

Grøn te

Den grønne te har de seneste år haft stor fremgang herhjemme. Det skyldes især de mange sundhedsmæssige fordele, der er ved at skifte den sorte te eller kaffen ud med grøn te. Den grønne te siges at kunne forebygge diverse sygdomme og aldring af huden, mens der også er mindre koffein i grøn end i sort te. 

Grøn te skal, i modsætning til sort te, ikke brygges med kogende vand, men med let afkølet, kogt vand med en temperatur på omkring 80 grader. Lad den trække i omkring tre minutter og prøv at tilsætte en skive citron. 

Rød te

Rød te, eller rooibos te, byder på nogle helt andre smagsoplevelser end sort og grøn te. Den skal trække en del længere og bliver bedst, hvis du lader den stå i otte til ti minutter. I princippet kan den sagtens trække endnu længere, da den ikke indeholder de samme stoffer som sort og grøn te, og derfor ikke bliver dårlig af at trække længere. Det samme gælder urtete.